Hør mere om
Seneste indlæg
Tilmeld nyhedsbrev

Du ka' tjene ind på gyngerne, hvad du har mistet på karussellen


»Jeg er blevet yngre af at blive ældre. Fordi det er blevet sjovere. Fordi du hviler mere i dig selv. Du har forliget dig med dig selv, fordi du har vist, hvad du kan – eller hvad du ikke kan, vil nogen mene«

Citatet stammer fra Flemming Lindeløv, der 58 år gammel stoppede som topchef ved Carlsberg (og i øvrigt netop er fyldt 70 år). Flemming Lindeløv har valgt at investere i en række iværksættervirksomheder, ligesom han nyder sin passion indenfor design, kunst og kultur. For kort tid siden har Flemming Lindeløv taget både dykkercertifikat og kursus til havkajak. Desuden spiller han hver lørdag året rundt fodbold med det samme hold - en interesse, som har varet i 39 år.

Oceaner af muligheder

Eksemplet viser, at livet ikke er slut, fordi du har passeret midtlivet - der ér stadig oceaner af muligheder. Både i arbejdsmæssig henseende, hvis det er der, du er. Også privat med nye interesser og indsigter. Og jo, håret er måske grånet og kroppen ikke helt så gesvindt, som den plejer at være. Men vigtigst: Du er i live - du kender forhåbentlig bedre dig selv og kan stadig træffe gode livsvalg. Endnu.

Tænkepause?

Efter en fantastisk sommer fyldt med sol og ferie med pusterum fra dagligdagens rutiner, har du måske endda reflekteret over andre aspekter af livet end at arbejde og/eller andre aktiviteter, at please, at blive skilt, at blive gammel … fortsæt selv listen?

Øjnede du endda fligen af andre og nye muligheder (“nu vil jeg også..”), men så var ferien pludselig slut, og du var retur i den gamle gænge, vaner og rutiner.

Vort indre verdensbillede

Vi mennesker elsker tryghed og kontrol. Det giver os indre ro, skaber stabilitet, og vi bilder os ind, at vi har styr på det hele. “Bilder os ind”, ja, for det hele er blot en psykologisk skabt ‘konstruktion’. Et billede af virkeligheden, som er skabt gennem et langt liv og præget af vores allertidligste indlæring og erfaringer undervejs. Turde vi prøve ting eller lod vi os begrænse? Dette mindset fedtes ofte ind af dagligdagens automatiserede magelighed - også uden vi er bevidste om det. Vi bliver let vanedyr. Og dermed mister vi simpelt hen vores iboende barns evne til at fantasere ud af boksen og den eksperimenterende fanden-i-voldsk-hed i praksis.

Kig dig i spejlet

Ingen udvikling uden at skulle træde ud af komfortzonen. Så enkelt er det - og så svært er det just præcist, for den urgamle frygt går i aktion. Prompte. Som stod du overfor løven på savannen. Så, hvad gør du? Spiller død og håber på, at løven går forbi? Flygter du? Eller kæmper du?

Det ærlige svar er ikke altid behageligt. Men hvis du vil andet og mere end der, hvor du er lige nu, er du nødt til benhårdt at erkende din typiske måde at forstå og navigere her i livet. Gevinsten er til gengæld nye strategier for at træffe andre valg her i livet.

Tab?

Spørg f.eks. dig selv: Hvad er egentlig det værste, som kan ske? Typisk handler dette svar om tab på den ene eller anden måde. Vi kan være så fokuseret på at miste, at vi glemmer at se, hvad vi vinder. Det kan være tab af kontrol og tryghed (“man ved, hvad man har..”). Tab af tillid til dig selv, om du tør/kan finde ud af at handle. Tab af prestige (“hvad siger andre til..?”) Det kan også være meget konkret f.eks. tab af indtægt, hvis du siger op eller indtægtsnedgang, hvis du søger andet arbejde, som matcher dig bedre på alle andre områder end økonomisk. Eller tab af bolig, naboer, omgangskreds osv., hvis du flytter…eller bliver skilt?

Slip bremsen

Det er bare sådan her i livet, at hvis du ikke selv vælger at handle, så handler livet for dig. Tiden går, og pludselig kan handlekraften, baseret på vanetænkning og frygt, forstærkes til en ‘gøren ingenting”. Livets sand siver ud mellem fingrene, og resignation (i værste fald bitterhed eller depression) kan let blive resultatet.

Og ja, måske er der en dør, som lukker, men så er der altid andre døre, som åbner sig. Som Flemming Vindeløv også siger i artiklen*: “Når du holder op som koncernchef, finder du ud af, at vi alle sammen bare er et enkelt nummer. Dem, der bare vil køre med dig i en bil med privatchauffør, møder du ikke mere. Rygklapperne er væk, ligesom der er en hel masse praktiske ting, som du selv må sørge for.”

Alle disse ‘men’er

“Jamen, jeg er jo ikke topchef eller lignende”, siger du måske? Allerede her, kan vi mennesker have tendens til at afvise og skubbe andres livserfaringer væk, fordi vi ikke tror, at de har noget med os at gøre, at vi ikke kan lære noget der. Pointen i eksemplet er heller ikke, hvad du er eller ikke er i din egen optik. Meningen er ikke at sammenligne dig med andre, men forhåbentlig lade dig inspirere og få hånd om dine egne drømme. I tide. Netop at hvile i dig selv kan være glæden ved at blive ældre og give mod - hvad vil du nu og fremadrettet (hvis du ellers tør)?

Øvelse gør mester

Når vi bevæger os ud af komfortzonen, kan det være nødvendigt med en vis varsomhed, så vi ikke følger automatpilotens katastrofetanker. Specielt, hvis du endnu ikke er helt afklaret med dig selv og dit eget værd, og du måske endda mest er til “både livrem og seler”. Måske kan det hjælpe dig at tænke, at det bare er noget, som jeg skal øve mig i. Som en leg eller et skuespil. Eller en ny vane, jeg gerne vil indføre, velvidende at det kan tage tid.

Det kræver fokus og en balance, hvor du udfordrer dig selv præcist så meget, at du kommer ud af komfortzonen. Men ikke så meget, at du bliver skræmt og går i baglås. På den måde flytter du dig selv nænsomt hele tiden. Det hele bliver lettere, din tillid øges, når du opdager, at du faktisk kan handle, som du gerne selv vil. Som bonus et højere selvværd og lethed.

Gyngerne er der stadig

Se det hele som en proces over tid. Som brikker, du kan flytte rundt på akkurat som i den matematiske formel, hvor faktorernes orden er ligegyldig. Eller som Preben Uglebjerg sang i revyvisen: “ vi ka’ tjene ind på gyngerne, hvad vi har mistet på karussellen”. Og ja, du ér blevet ældre og du kan have mistet meget - til gengæld kan du også vinde meget i form af større indsigt og forfinelse af dit værd.

I Modne Livsvalg vil vi gerne kærligt puffe til din selvrespekt i håb om, at du vil stå ved dig selv, akkurat som du nu engang er, uagtet alder, selvopfattelse og andres tanker eller samfundets normer. Til din unikke evne til at navigere i dit liv, så du kan træffe lige præcist de valg, som passer dig. Se, dét er modne livsvalg :-)

*Jyllands-Posten 20.8. 2018: https://jyllands-posten.dk/protected/premium/navne/ECE10743367/koncernchefen-gik-fra-toppen-af-erhvervslivet-blev-i-stede