Hør mere om
Seneste indlæg
Tilmeld nyhedsbrev

Æd så de kameler og kom videre


Er du utilfreds?

Går livet ikke din vej?

Lider du? Er du vred?

Har nogen såret dig ubodeligt?

Måske skyldes din utilpashed i livet, at du går og gemmer på nag og vrede til en person, nogle livsvilkår, uretfærdigheder, der er overgået dig? Måske håber du ligefrem på hævn og straf? Men vid da, at når din opmærksomhed er rettet på forløsning ad denne vej, glemmer du dig selv. Du glemmer at leve og glædes. Og hvem rammes mon hårdest af denne livsstrategi?

Bitterhed ér og bliver en gift. Den fortærer din selvfølelse, livsduelighed og dit helbred. Og kuren er ikke hævn, men tilgivelse og først og fremmest, at du kan tilgive dig selv – frem for den anden, det andet . Kun på den måde kan du give slip.

Dalai Lama har sagt det så fint: ”Den sande helt er den, der overvinder sin egen vrede og had” Og jeg kan supplere med min gamle mor på snart 90 år, som udtrykker det således: ”Hvis man ikke kan vinde over sig selv, kan man ikke vinde over andre.”

Ikke hvad – men hvordan

Fra min psykologskammel er det interessant igen og igen at opleve, at Der er dem, som trods af alverdens ulykker bevarer en ukuelig livslyst og -vilje. De insisterer på, at der er lys for enden af tunnelen, mere at komme efter – også selvom der er en vanskelig periode i livet.

Og så er der den anden type, der reagerer på udfordringerne med skuffelse og bitterhed. Og de mest hardcore typer, er dem, der ikke blot resignerer eller bliver depressive, men udvikler en latent vrede, næret af følelser af uretfærdighed og måske endda hævngerrighed. Her får bitterheden de allerbedste vækstbetingelser og kan ulme meget længe. Måske for evigt!

Følelsernes mangeartede palette

Hvorfor reagerer mennesker så forskelligt? Vores følelser pendulerer mellem to yderpunkter. Mellem hadet og kærligheden - hvor det modsatte er ligegyldigheden, at det ikke længere fylder og kan viftes væk. Og det er netop vores copingsevne, der bestemmer, hvor på skalaen, vi gebærder os i bearbejdningsprocessen. Om vi kan flytte os, reflektere og se nye muligheder.

Bitterhed er en stagnation i denne proces opstået ud af sorg, svigt, tillidsbrud og traumer, som gør det svært at give slip. Hændelsen i fortiden er konstant rumsterende i nutiden – med andre ord guf for bitterheden. Det indebærer, at fx gamle barndomstraumer aldrig forløses, og det sårede menneske ikke kan give slip, men i stedet ”vil ha´”.

Kærligheden handler omvendt om ”at give” og at være tillidsfuld. Og mennesker, der har copet med fortiden, evner også at give slip på det passerede og se frem. De er i stand til ”letting go”, at tilgive sig selv og andre.

Selvværdets rutsjetur

Når man udsættes for hårde ting i livet, kommer selvfølelse og selvværd i spil. Det kan godt være, at du har behov for at føle dig elsket af andre eller en anden og for at få den livsnødvendige anerkendelse. Men hvis du som person hviler godt i dig selv og ved, at du er god nok som du er, vil denne ”selvkærlighed” fungere som en slags ”psykisk rustning”, hvor andres måske dårlige behandling af dig, lettere vil prelle af, og ikke sætte sig som bitterhed.

De andres skyld

Et særligt aspekt af bitterhed, er tendensen til at placere ansvaret for alt, hvad der sker af dårlige ting, på den anden eller de andre. Pegefingeren rettes mod omverdenen: ”Hvis du havde handlet anderledes, ville jeg have været lykkelig”. Hvis du er en af dem, der gerne vil udpege skyldnere, skal du ikke glemme, at bag den strittende pegefinger er der 3 fingre, som er rettet mod dig selv. Når du med al vold og magt og lange jeremiader fralægger dig ansvar for din egen lykke og glæde i livet, giver du ansvaret til andre, som aldrig, uanset hvor meget du ønsker det, kan gætte dine tanker og behov og derfor ikke gør, hvad du synes de ”burde” gøre.

Livets ventesal

Du kan vente og håbe og lide. Du kan pille i såret, så det bløder igen. Igen og igen. Og mens du afventer: en undskyldning, en forklaring, at retfærdigheden sker fyldest, er der ingen, der hører dine mange, indre klager. Dine venner er for længst blevet træt af dig og din klagesang.

Resultatet? Tja, livet glider dig af hænde, mens du stædigt holder fast i offerrollen og gør dit liv til andres ansvar.

Du sopper rundt i noget, der bliver en ond cirkel, og din bitterhed og dine negative følelser får efterhånden en odeour af ”gå-væk”. Ingen har i det lange løb lyst til at høre på den samme forurettede jammer om dit og dat eller opleve, at velmente forslag til forandring bliver ignoreret med et ”ja, men” – uden der sker noget som helst. Resultatet er med stor sandsynlighed en larmende tom ensomhed, der forstærker din forurettethed. En selvopfyldende ond profeti.

Shit happens

Ja, ja. Det lyder så let, kan den vrede, forbitrede læser nu sige. Og nej, det er ikke let, men det er nødvendigt at bide i det sure æble, hvis du vil vende den synkende skude, tage dit ansvar på dig og lære at give slip. ”Shit happens” er en god vending. For den minder dig om, at du skal leve videre med en form for accept. Dette kaldes også ”commitment”. At du går i gang, selv om de kameler, der skal sluges, kan være ekstremt store. Med commitment til denne svære læreproces får du frem for bitterhed erfaringer. Og de er gode at have, når livet – så sikkert som amen i kirken – stiller dig nye udfordringer.

Din krop taler også

Bitterhed er ikke kun en træls ting at leve sit liv sammen med. Erfaringsmæssigt danner bitterhed, manglende tilgivelse og nag grobund for depressioner, angst og fysiske gener. Blodtrykket og risikoen for hjerte-karsygdomme stiger, fordi alle tankerne og følelserne tænder for krybdyrhjernen, og kroppen sættes i konstant alarmberedskab, kamphormonerne adrenalin og kortisol stiger, så du altid er parat til at kæmpe eller flygte.

Det kan nås endnu

Måske kan du genkende dig selv eller elementer fra dit liv i beskrivelsen ovenfor. Måske bliver du inspireret til at handle, gøre noget anderledes? Sætte dig selv fri fra dit indre fængsel, for hvis du har gjort det samme 10 gange uden effekt, hvorfor skulle det så virke 11. gang? Opskriften lyder nem, men den er et valg:

  • Tilgiv dig selv. Vær accepterende og nænsom overfor dig selv. Sket er sket.

  • Ret opmærksomheden mod dét, som giver dig glæde - gør mere af det.

  • Find inspiration og mod til forandring sammen med andre, for vi vokser mest i nære, trofaste sociale relationer.

  • Se fremad – ikke tilbage.

Livet er alt for smukt og kort at ødsle væk med bitterhed. De vilkår eller mennesker, som du alligevel ikke kan ændre, og som kun skubber dig selv ned i en ond spiral. Lad dem fare!

Træf et modent livsvalg og vis både dig selv og andre, at det stadig er muligt at fylde dit liv med livsbekræftende tiltag, som sætter dig selv fri og giver fremdrift. Det er det, vi beskæftiger os med i Modne Livsvalg: At inspirere til at træffe nødvendige valg, fortage kursskift. Det er aldrig for sent at give livet de bedste vækstbetingelser.

kontakt

​Tel: 27110798

info@modnelivsvalg.dk

fØLG OS
  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black YouTube Icon

 ©Modne Livsvalg. Alle rettigheder forbeholdes