Hør mere om
Seneste indlæg
Tilmeld nyhedsbrev

Livet forædler


Som løgnere topper vi som 2-årige. Mellem 60 og 90 år er vi bedst til at analysere og løse konflikter. Det er videnskabeligt bevist. Hver alder sit ”glory moment”. Og det holder aldrig op. Som den 75-årige forfatter Kirsten Thorup siger i et interview med Finn Nørbygaard i Radio 24Syv:

”Man har alle sine aldre med sig gennem livet. Man er alle sine aldre.”

Goddag - farvel-og hej igen

At blive ældre betyder ikke farvel og tak til barndom, ungdom, forældreskab etc. Den, man var, da man var barn, ung og fik børn, er man stadig. Livet er ikke lineært. Vi cirkler rundt og fremad, går lidt tilbage, ser noget i et nyt lys, bruger det til at bygge videre på vores personlige bygningsværk. Livserfaringen får sul på sidebenene.

Selvfølgelig er der egenskaber og evner, der forandrer sig, som årene går. Attraktivitet, styrke og hurtighed har sin tid, men når vi bliver mere krøllede, fysisk svagere og langsommere, bliver det, der har været, grobund for noget nyt.

It takes one to know one

At blive ældre kan sammenlignes med at blive forældre. Vi tror, vi ved en masse. I virkeligheden ved vi ikke ret meget. Den viden, vi tror, vi har, er måske snarere en forventning, en tænkt forestilling eller måske endda en frygt. Inden vi får børn, har vi selv været børn, mødt andre, der har børn, læst alt muligt om børn. Alligevel ved vi ingenting om at få børn, og hvad det betyder for den person, man er, og den måde man er i og oplever verden på. Det samme kan man sige om det, at blive ældre. It takes one to know one.

Ingen gyngestole her

Som Kirsten Thorup siger i interviewet, er aldring noget helt andet, end hun havde forestillet sig, da hun var ung:

” … da troede jeg, at det var sådan en jævn nedstigning til gyngestolen, og så var man der. Og sådan er det jo slet ikke. Livet er et drama, et drama som udspiller sig mellem ens egen indre tilstand og hvordan verden ser på én.

Hver ting til sin tid

Vi topper med forskellige egenskaber på forskellige tidspunkter i livet. Videnskab.dk har i en guide samlet de tidspunkter i livet, hvor vi videnskabeligt testet er bedst til forskellige ting.

Hjernens og kroppens udvikling – ja alle forudsætningerne for, at vi overhovedet overlever, mens vi gror – betyder, at der er mange ting, der topper, når vi er børn, hvis vi har de rigtige opvækstbetingelser. Tænk bare på at lære at gå og tale…og som nævnt er 2-års-alderen løgnens guldalder. I 7-8 års alderen er vi bedst til at lære et fremmedsprog, mens hjernen fungerer mest optimalt hos den 18-årige. Mænd i alle aldre finder kvinder på 20 år mest attraktive. Vi har flest muskler som 25-årige. Gennemsnitsalderen for maratonløbere, der kan gennemføre et maraton på under to timer, er 28 år.

Det fortsætter…

Forestilling om den mentale gyngestol, der står og venter omkring 50-60-års-alderen, kan vi godt vinke farvel til. Livet består af toppe, højdepunkt følger højdepunkt.

Vi er bedst til at identificere følelser, når vi er i 40-erne og 50-erne. Bedst til hovedregning, når vi er fyldt 50, hvor også evnerne som leder topper. Tilfredsheden stiger, og de 69-årige er lige så glade for livet som de 23-årige, som indtil nu har haft den højeste glædesscore.

…og det bliver ved

I slutningen af 60-erne og starten af 70-erne har vi det største ordforråd. Personer mellem 60 og 90 er bedst til at analysere og løse konflikter. Og så er ældre meget gladere for deres kroppe end de unge. I en undersøgelse topper tilfredsheden hos mænd i de tidlige 80´ere. Her svarede 75 %, at de altid er tilfredse med deres krop. 70% af kvinderne på 75 har det på samme måde. Og det er de ældste i en undersøgelse, der giver livet de højeste karakter.

En bedste alder for alt

Hvis man tager forskernes undersøgelser for gode varer, så er det mere relevant at glædes over større indsigt og tilfredshed end at græde over, at man ikke længere kan løbe en maraton på under to timer. Der er en bedste alder for alt. Og netop dette: At finde og dyrke det bedste ved den alder, du har, og tro på mulighederne fremfor at sætte dig i gyngestolen, er perspektivet for alle aktiviteter i Modne Livsvalg.

Kilder:

http://www.radio24syv.dk/programmer/finnsk-terapi/17229446/kirsten-thorup-jeg-er-fodt-under-en-heldig-stjerne

http://videnskab.dk/krop-sundhed/her-topper-du-i-livet-se-din-bedste-alder-for-alt

kontakt

​Tel: 27110798

info@modnelivsvalg.dk

fØLG OS
  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black YouTube Icon

 ©Modne Livsvalg. Alle rettigheder forbeholdes