Hør mere om
Seneste indlæg
Tilmeld nyhedsbrev

Venskaber er din livskapital

Du kender det godt! Nogle mennesker bonder du bare umiddelbart med, kemien er rigtig, og I svinger godt med hinanden. Sådan er det med sociale relationer – vel at mærke de gode af slagsen. Det modsatte kan selvfølgelig også være tilfældet, ligesom relationers dybde og omfang kan ændres hele livet igennem.

Men at venskaber er livsvigtige, er der ingen tvivl om. Som dit helbred, din økonomi, din familie etc. skal også denne vigtige livkapital prioriteres, passes og plejes gennem livet, hvis den skal vokse og blive det stærke, sunde fundament for dit liv.

Venskaber kommer…

Sådan var det f.eks. for Marianne og jeg, der lærte hinanden at kende i en bus i Polen tilbage i 1980. ”Klik”, sagde det, og et dybt venskab for livet blev grundlagt. Geografiske afstande mellem os i vores nu 37-årige venskab har altid været et vilkår, som var til at løse. Det vigtigste er nemlig, at vi vil hinanden – at vores venskab er næret af respekt og samhørighed, lyst og evne til at sparre med hinanden i livets op- og nedgange.

… og venskaber går

Kvaliteten af de sociale relationer påvirkes selvfølgelig også af de forandrede livsomstændigheder fra barn, til ung, til voksen, til ældre. Som ringe i vandet kan et venskab være så tæt, så tæt på én selv i inderste cirkel – ideelt set tætte som forhåbentlig gode forældre/familie-relationer. Mens de ydre ringe repræsenterer venskaber eller snarere bekendtskaber, der er knapt så intime. Venskaber kan undervejs i livet også skifte placering i systemet af ringe, og nogle gange glider venskaber helt ud, formulder og dør.

Vi kan dø af ensomhed

Vi fødes ind i en social kontekst, og vi har brug for at føle os elsket, stimuleret og anerkendt, som værende en betydningsfuld del af flokken. Forskningen har påpeget, at ensomhed påvirker det normale autonome system som en biopsykologisk stressfaktor. Forhøjet blodtryk, depression, hjerneblødning, lungesygdom, fedme, stofskifteproblemer og forhøjet stress er bl.a. påvist at være direkte relateret til ensomhed. Udenfor flokken risikerer vi derfor at dø før tid.

Den gode nyhed er at ved at øge og dyrke det sociale samvær ses markant positive langtidseffekter.*

Gamle rødders betydning

Som tiden skrider fremad, og vi bliver ældre, er det også essentielt med såkaldte ”livsvidner”. Vi har brug for de mennesker, vi har kendt altid, og som kan med-huske, hvem vi også var engang… som barn, som yngre, op igennem vokse(n)alderen. Mennesker, vi tør blotte os for og ikke behøver at forklare en masse, fordi vi har en fælles implicit viden, der ligger som et kompostrigt fundament for venskabet. ”Kan du huske dengang.. ?” Vi deler minder og oplevelser med vores livsvidner. Sammen skaber vi sammenhæng, skaber den fælles fortælling, der er det forebyggende gødningskit for vores livskvalitet.

Forældre dør også

Fundamentet, de dybe venskaber får ekstra betydning, når vores egne forældre måske svækkes og siden dør. Hermed ryger vi selv længere ud på livets ”udskiftningsbænk”, hvilket udover sorgen kan give eksistentiel uro, for ”hvem er jeg nu?”, ”hvad vil jeg med (resten af) mit liv?” Forældre har om nogen kendt os altid og forhåbentlig også elsket os ubetinget. Gennem dem har vi fået en basal tro på vores eget værd og muligheder, en tro på at vi har betydning, og at livet er dejligt at leve. På udskiftningsbænken er det berigende at have en god ven eller flere, der er bekendt(e) med den familiære baggrund. Som supplement eller erstatning, som en ”betydningsfuld voksen” igennem vores levede liv.

Lav aftaler face-to-face

Som planter skal venskaber plejes og gødes med regelmæssige face-to-face-besøg. De sociale mediers mange ”venner” og ”likes ”er ikke nok, og kan endda for nogen bevirke ekstra ensomhedsfølelse. Vi er ’på’, men vi ses ikke i virkeligheden.

Næh, et godt venskab ­ – og gode sociale relationer i det hele taget – kræver investering både tids- og prioritetsmæssigt i et travlt liv.

Traditioner er f.eks. væsentlige sociale konstruktioner, hvor møder kan finde sted. Reunions med kammeraterne fra folkeskolen eller aftalt samvær udenfor arbejdspladsen er udtryk for socialt fremmende konstruktioner. En mad-, motions- eller kortklub kan f.eks. også danne en god ramme for både gamle og nye venner.

Om lidt er du borte..

I Modne Livsvalg sætter vi særligt fokus på de vilkår, som mennesker midt i livet ramler ind i. Fysisk, socialt og psykisk. Vi tror på, at vi altid kan kvalificere vores livsvilkår og drømme. Trænger du til ny inspiration og få gødet dine sociale aktiviteter, støtter vi hjertens gerne. Indtil da: Tænk tilbage i dit liv, har du fået plejet dine gamle venner? Røg de for langt ud i ”ringene i vandet”? Hvem har du lyst til at genoptage kontakt med?

Gør det! Tag initiativ. Grib telefonen og få en aftale i hus, for lige pludseligt er det desværre for sent.

* Kilde: Petitte, T. (2015): ”A systematic review of loneliness and common chronic physical conditions in adults”. The Open Psychology Journal. No. 8, s. 113-132.

kontakt

​Tel: 27110798

info@modnelivsvalg.dk

fØLG OS
  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black YouTube Icon

 ©Modne Livsvalg. Alle rettigheder forbeholdes