Hør mere om
Seneste indlæg
Tilmeld nyhedsbrev

Hvem var du som 19-årig?

”Vi er formentlig kun på den her jord en enkelt gang, så jeg forsøger kun at lave ting, der er sjove og interessante.” (Jyllands-Posten 1.3.2017)

Udtalelsen stammer fra det nye kæmpetalent 19-årige Anders Antonsen, der vil gå all-in på badmintondrømmen og lade uddannelse være uddannelse. Også selvom det betyder, at han ikke har ”noget at falde tilbage på”.

Ungdommen altså…

Ja, ja, typisk ungdom, sorgløse og udødelige, tænker du. Bare vent! Hen ad vejen ville det jo nok være rart med noget uddannelse og en fast indtægt. En helgardering, så han kan klare udgifter til børn, bolig, ferier, pension. Livet er dyrt, det er ikke for sjov.

Måske har du selv styr på det hele. Alt hængt pænt op på en snor: budget, pensionsrådgivning side om side med excel-ark. Du har en tjekket fornemmelse af at være på forkant med livet.

Kontrol eller forandringsevne

Men ethvert valg indebærer som bekendt også et fravalg. Når vi skal vælge mellem kontrol og spontanitet, vinder kontrollen ofte over leg og lyst. Det fornuftige valg har både fordele og ulemper. Fordelen ved at strikke en solid plan og en målsætning sammen er følelsen af tryghed. Prisen kan omvendt være, at du stirrer dig enøjet blind på dine mål – og i værste fald stille og roligt fjerner dig fra dit eget flow og tiltro til dig selv.

Har livet en forkant?

At have en plan A, B eller C kan svække din evne til at være i nuet og få det allerbedste ud af dagene, som de nu kommer. Du kan miste tilliden til, at du trods stormvejr kan navigere her i livet. Kontrollen kan få dig til at glemme din erfaring og dit mod, som jo har lært dig at turde handle ud fra de betingelser og forandringer, som et langt liv uundgåeligt vil medføre. Og måske er prisen for høj - for har livet overhovedet en forkant?

Indre realitetstjek

Tror du også, som Anders Antonsen, at vi kun lever én gang? Drømmer du dybest inde, som han gør, om at følge med mulighederne, mens tid er, i stedet for at tage højde for dem? Ja, så skal du måske her midt i livet lade dig inspirere af den unge badmintonspiller, dykke ned i dine livsvilkår og spørge dig selv ærligt:

  • Er det, du bruger dit liv på, både arbejds- og fritidsmæssigt, overvejende præget af glæde, interesser, lyst og energi?

  • Bliver dit liv styret af kontrol og detailplanlægning ud fra et overordnet mål?

  • Klipper du en tå og hakker en hæl for at leve op til egne og andres forventninger eller for ikke at stikke for meget af i forhold til omverdenen?

  • Går du med uopfyldte drømme, som du hele tiden skubber foran dig, fordi de ikke fremgår af planen, eller fordi der bare ikke er tid lige nu?

  • Tror du på, at drømmene kan vente? Til senere, til du går på efterløn, på pension etc.?

Din indre 19-årige

Måske giver svarene på det ovenstående stof til eftertanke. Hvis kontrol, planlægning og fornuft altovervejende er dine ledetråde, og du vel at mærke ikke trives med det, så find detektoren frem og leg arkæolog. Du har også et 19-årigt selv, du kan finde frem og lade dig inspirere af. En indre årring i det voksne egetræ.

Hvordan var du som 19-årig? Ligger der en løssluppenhed gemt langt inden i dig? Er der en sorgløshed, et gåpåmod til at tage hul på livet, som du har glemt? Var du den sorgløse unge fyr, som levede i nuet, traf valg, som turde flytte sig, og hvis ikke det gik, så var der nok en anden løsning? Eller findes den unge kvinde inden i dig, som ikke fandt sig i hvad som helst, og som eventyrlystent rejste ud i verdenen på må og få?

Livet er uperfekt

Uanset, hvordan dit liv har formet sig, bærer du allerinderst kimen til at drømme. Modne Livsvalg har ikke opskriften på det perfekte liv til dig, for det tror vi ikke på findes. Livet er uperfekt og uforudsigeligt. Men vi har en grænseløs tillid til dine indre ressourcer og handlemuligheder. Vi tror på, at du selv rummer løsningen på dine udfordringer. Også her midt i livet. Det er aldrig for sent at gøre status og revidere dine valg.

Få hjælp til at finde det liv, du gerne vil leve og udleve de drømme, du gemmer på gennem personlig sparring eller ved at deltage i workshops med andre i samme situation. Modne Livsvalg sætter scenen, men du skaber selv indholdet i dit liv!

Vi glæder os til at se dig!

kontakt

​Tel: 27110798

info@modnelivsvalg.dk

fØLG OS
  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black YouTube Icon

 ©Modne Livsvalg. Alle rettigheder forbeholdes