Hør mere om
Seneste indlæg
Tilmeld nyhedsbrev

Og hvad laver du så?


Du kender det. Du sidder ved et middagsselskab, og det første spørgsmål, efter at du og din borddame eller -herre har præsenteret jer, er: Og hvad laver du så?

Vores beskæftigelse er nemlig uhyre tæt knyttet til vores identitet som menneske. Ikke kun i andres øjne, men også i vores selvopfattelse.

Er jobbet den, du er?

Denne tætte relation mellem job og person kan være givende, hvis du er i et job, der passer med, hvem du er, hvad du gerne vil, og hvor der også er plads til andet end at knokle. Men er du ikke det, og det gælder rigtigt mange mennesker, kan sammensmeltningen af identitet og job være farlig – ja, truende for dit helbred. Og hvis du mister dit job, risikerer du, at selvværdet følger samme vej.

Stop!

Mange mennesker mistrives i jobbet. Det viser sig som utilfredshed, mistrivsel måske stress eller fysisk sygdom. Ubehaget giver udslag i følelserne og i kroppen, der ikke kan finde ro. Når du sover dårligt, er træt, uoplagt, ked af det… er det dit eget alarmsystem, der vil fortælle dig noget: Hey! Stop! Der er noget galt. Alt for mange reagerer dog ikke på beskederne. De klemmer bare ballerne sammen og giver skruen et ekstra vrid, mens hjernen dikterer: Klap I krop, og pas dit arbejde.

Legen dør

Alderen kan være en ekstra trussel i parløb mellem job og identitet. Efter 49-års-fødselsdagen – eller måske før – bliver du pludselig bange for at miste jobbet eller grebet i det hele taget. Og da det er, som den norske professor i arbejdspsykologi Ståle Einarsen siger, at ”Arbejdet får, hvad arbejdet kræver,” løber du bare hurtigere. Hans forskning viser, at mistrivsel på jobbet som regel tackles ved at skære ned på alt det sjove. Det er legen, de sociale sammenhænge, samværet med familien, egenomsorgen, sportsaktiviteterne etc., der betaler, hvis jobbet ikke (længere) passer på dig.

Skrøbeligt selvværd

Hvis du har parkeret hele din identitet i jobbet, bliver dit selvværd også meget sårbart. I den psykologiske praksis er det ikke unormalt at møde mennesker midt i livet, der kommer, fordi de føler sig nedtrykte, mangler glæde og mening. Mange tror, at årsagen skal findes i privatlivet, en dårlig barndom eller andre personlige ting. Men ofte er grunden, at de har investeret hele deres selvværd i et arbejde, der ikke fungerer, eller som de måske ikke længere har.

Æggene op af kurven

Det vil altid give problemer at lægge alle sine æg i den samme kurv. Hvis du bliver ved med at fylde al din tid, energi og identitet i arbejdskurven, kan det blive svært, hvis bunden går ud af den . Det er det, Modne Livsvalg handler om. At standse op og overveje, hvad du vil bruge dit liv til i stedet for at være bange for forandring og risikere at miste dig selv.

kontakt

​Tel: 27110798

info@modnelivsvalg.dk

fØLG OS
  • Black Facebook Icon
  • Black Twitter Icon
  • Black Instagram Icon
  • Black YouTube Icon

 ©Modne Livsvalg. Alle rettigheder forbeholdes